Vi er skabt til at overleve, ikke til at være lykkelige...

Tilknytningen er en basal vigtighed i dannelsen af os som mennesker. Det er i tilknytningen og den første og dybe relation til vores forældre/omsorgsgivere at vi får erfaring med hvornår vi er elsket og holdt. I disse subtile og sanselige lag, i de før-sproglige år, kan vi opleve os fortabte uden vores forældre. Vi er som små spædbørn/børn dybt afhængige af vores forældre, for at overleve, så når alt kommer til alt, så handler det om live eller død, for os at bevare vores forældres kontakt og kærlighed. Derfor fødes vi med en enorm loyalitet og tilpasningsevne, da dette sikre os vores overlevelse. Sat på spidsen, kunne ordlyden være således; "hvis jeg gør sådan her, så kan min mor og far godt lide mig. Så overlever jeg". "Hvis jeg til gengæld gør sådan her, kan de IKKE lide mig. Altså må jeg holde op med at være ked af det, vred, besværlig, problematisk, for glad, for meget, for nysgerrig, for undersøgende, for tillidsfuld, for livlig,  mm. For så dør jeg. På den måde pakker vi dele væk af os selv, som vores forældre ikke kan rumme og dermed er kimen til at føle sig forkert lagt.

Vi kan selvfølgelig godt tænke os til, at vi ikke dør, af at være lidt besværlige i en relation. Desuden er vi, som voksne ikke længere afhængige af vores forældre på samme måde, men på celleplan i kroppen, lever denne overbevisning så stærkt fra vores tidlige tilknytning, at det føles ægte, selv som voksne. Derfor er det så svært, at slippe af med de mønstre, som skabes gennem tilknytning og i den tidlige barndom. 

Gennem arbejdet med det oplevelsesorienteret indre barn, kan man genskabe forståelse for sit eget indre barn og derigennem korrigere på celleplan den oprindelige  frygt for at dø, hvis jeg er mig fuldt ud.